Så har vi haft første tur med Lavvu! I weekenden var Maria og jeg til 50-års fødselsdag – med mulighed for overnatning i telt. Selvfølgelig skulle vi prøve det nye Same-telt – Lavvu.
Det er et 5 personers telt fra Frisport i Norge – Lavet i Polyester. Vægten er 3,5 kg for teltet og 1,6 for den solide aluminium midterstang. Som så er teltets eneste stang.
Turen startede egentlig ganske ok i fint vejr med bilen fra københavn. Dog gik det omkring Ringsted op for mig at jeg da vist havde glemt teltstangen…forbløffende 😀
Vi kunne ikke vende om nu, så vi blev enige om at det måtte løse sig. Det gjorde det osse. Mere senere.
I tilgift har vi 5 renskind at sove på i teltet. Vi havde tre med på denne tur og det fungerede fantastisk. Det er ugarvede skind så de er stive som planker (næsten) og tungere end liggeunderlag. Men når man nu er i bil (eller med kano, pulk eller andet transport) så er de umagen værd.
Det er forholdsvis enkelt at slå teltet op. Man pløkker den ene side og rejser telstangen. Og pløkker resten. Så lægger man bunden i og klipser den fast til undersiden af teltdugen. Denhar en slids til teltstangen. På denne tur måtte vi jo så i skoven og finde et passende lille træ (vi spurgte om lov først). Det endte med at blive vældigt autentisk. Med små grene som knager til lygte, trøjer mv.
Teltet kommer med et lille bålsted i form af en metal cylinder med huller i siden og fast bund. Denne monteres på telstangen vha. en metal ‘knage’ fastgjort i en klods på stangen. Igen måtte vi improvisere med at binde ‘knagen’ fast til træ-telstangen. Men det blev helt OK.